Fødevarestyrelsen finder igen coronavirus på minkfarm

Fødevarestyrelsen har fundet coronavirus på endnu en minkfarm i Nordjylland.

Det er femte minkfarm, hvor virusset er registreret. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Den positive test er fundet, fordi alle minkfarme i Danmark løbende skal indsende døde mink, som så bliver testet for coronavirus.

Den ramte minkfarm bliver nu underlagt skærpede restriktioner for at begrænse risikoen for smitte. Den ramte farm behøver ikke at aflive minkene.

– Skærpede restriktioner betyder blandt andet, at alle, der kommer i minkfarmen, skal bære særligt beskyttelsesudstyr, gå i bad og vaske sit tøj, efter at de har været inde i farmen, siger beredskabschef Nikolas Hove Kühn fra Fødevarestyrelsen.

– For den smittede besætning kræver vi endvidere, at indhegningen bliver grundigt efterset, og at der dagligt holdes mandtal over minkene, siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge ny forskning kan virusset sprede sig fra mink til mennesker. Det har en gruppe forskere fra Aalborg Universitet og Statens Serum Institut for nylig konkluderet.

/ritzau/