57 nye smittetilfælde – laveste antal siden slutningen af juli

Der er registreret 57 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark, oplyser Statens Serum Institut.

Det er det laveste antal daglige tilfælde, der er registreret på én dag siden 29. juli.

Generelt har de seneste dages smittetal været nedadgående, efter at man så en opblusning i slutningen af juli og starten af august.

Antallet af smittetilfælde skal – når man sammenligner med udviklingen i foråret – ses i lyset af, at der bliver testet langt mere omfattende i dag.

Blandt det seneste døgns smittetilfælde er 12 fra Aarhus, 4 fra København og 4 i Aalborg, mens de resterende er spredt ud over en stribe kommuner.

Danmark har nu rundet 16.500 tilfælde med coronavirus, siden det første blev registreret i slutningen af februar, da en ansat på TV2 vendte hjem fra en skiferie i Italien.

Ud over det laveste antal smittede i en måned er antallet af indlæggelser faldet med to til 19.

Der er ikke registreret nogen dødsfald det seneste døgn. Samlet har Danmark 623 dødsfald med coronasmittede siden begyndelsen af marts, hvor det første blev registreret.

/ritzau/