Aarhus genåbner gymnasier og Silkeborg-restriktioner ophæves

Særlige restriktioner i Silkeborg Kommune ophæves, mens halvdelen af eleverne på gymnasier i Aarhus Kommune må være til stede til undervisning fra tirsdag.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. Begrænsningen på gymnasieelever på gymnasierne i Aarhus gælder foreløbig indtil den 4. september.

I de to kommuner har der været særlige restriktioner grundet smittespredning med coronavirus.

Det blev tidligere meldt ud, at hvis smittesituationen i Silkeborg Kommune fortsat var under kontrol mandag, ville særlige restriktioner her blive ophævet.

Det drejer sig blandt andet om en anbefaling om mundbind i supermarkeder og indkøbscentre samt regler om, at restaurationslivet skal lukke klokken 24.00.

I Aarhus er særlige restriktioner, hvor blandt andet lukkegrænsen for nattelivet klokken 24.00 også findes, stadig gældende, indtil andet meldes ud.

Myndighederne følger situationen nøje, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/