Aarhus genåbner gymnasier og Silkeborg-restriktioner ophæves

Særlige restriktioner i Silkeborg Kommune ophæves, mens halvdelen af eleverne på gymnasier i Aarhus Kommune må være til stede til undervisning fra tirsdag.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. Begrænsningen på gymnasieelever på gymnasierne i Aarhus gælder foreløbig indtil den 4. september.

I de to kommuner har der været særlige restriktioner grundet smittespredning med coronavirus.

Det blev tidligere meldt ud, at hvis smittesituationen i Silkeborg Kommune fortsat var under kontrol mandag, ville særlige restriktioner her blive ophævet.

Det drejer sig blandt andet om en anbefaling om mundbind i supermarkeder og indkøbscentre samt regler om, at restaurationslivet skal lukke klokken 24.00.

I Aarhus er særlige restriktioner, hvor blandt andet lukkegrænsen for nattelivet klokken 24.00 også findes, stadig gældende, indtil andet meldes ud. Det kan ske den 28. august, hvor myndighederne vil vurdere situationen igen.

Men fra tirsdag må en del af gymnasieeleverne altså igen vende tilbage.

– Det vil være ledelsen på uddannelsesstedet, der har ansvar for at sikre, at der, inden det fysiske fremmøde på uddannelsesinstitutionen påbegyndes, er udarbejdet planer for, hvordan undervisningen kan gennemføres i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger, når der åbnes for fysisk fremmøde, lyder det i pressemeddelelsen.

På Facebook har sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) kommenteret situationen i Aarhus, hvor han siger, at smittetallet er nedadgående og siger, at det er “godt gået” af Aarhus.

Det bliver ikke yderligere uddybet, hvordan man skal vælge, hvilke elever der skal tilbage til gymnasierne i Aarhus fra tirsdag.

På Marselisborg Gymnasium i Aarhus har man besluttet først at tage elever ind fra onsdag. Tirsdag vil man have et møde om, hvordan det skal prioriteres, hvem der må komme i skole, fortæller Kirsten Skov. Hun er rektor på gymnasiet.

Først og fremmest glæder hun sig over, at de nu kan komme tilbage igen.

– Jeg er simpelthen så glad for det. Og jeg er glad for, at de har lyttet til os. Men lige præcis derfor vil vi også gerne gøre det ansvarligt med afstand og så videre, siger Kirsten Skov.

Myndighederne følger situationen i begge kommuner nøje.

/ritzau/