Aarhus-borgmester: Gymnasieelever kan komme i skole tirsdag

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) siger, at gymnasieeleverne i et “vist omfang” og gradvist kan få lov til at møde fysisk op i skole allerede tirsdag.

Det skriver DR. Ifølge mediet har Jacob Bundsgaard fået lov af ministeriet til at sende elever tilbage.

Tirsdag kan halvdelen af eleverne være fysisk tilbage i klasserne, siger borgmesteren til DR.

En række gymnasieelever har mandag demonstreret for at komme tilbage til fysisk undervisning i stedet for virtuel.

Aarhus Kommune har været hårdt ramt af coronavirus de seneste par uger, og det har medført en beslutning om, at den virtuelle undervisning i gymnasierne er forlænget frem til starten af september.

Peter Hove, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i Østjylland sagde i forbindelse med demonstration, at flere elever overvejede at droppe ud på grund af beslutningen om, at ikke måtte komme fysisk tilbage i klasserne endnu.

– Vi ved fra den tidligere nedlukning og den virtuelle undervisning, at det har store konsekvenser både socialt og fagligt.

– Det er lidt en skør prioritering, at du nogle steder kan få lov at drikke øl til klokken to om natten, men du må ikke møde fysisk op i gymnasiet.

/ritzau/