Udskudt indsamling giver 30 millioner til Hjerteforeningen

Der blev samlet 30,6 millioner kroner ind til Hjerteforeningens arbejde, da den lørdag aften for niende gang afholdt indsamlingsshowet “Hjertegalla”. Det skete sammen med TV2 Charlie.

Showet var planlagt til at løbe over skærmen i marts, men det blev udskudt på grund af virusudbruddet. Og i lyset af hele coronasituationen er det indsamlede beløb imponerende ifølge en pressemeddelelse fra arrangørerne.

– Det er både rørende og rart, og det understreger blot, hvor vigtigt det er stadig at have fokus på hjertesagen og samle penge ind til det gode formål, siger Mads Volck, redaktør på TV2 Charlie.

Hjerteforeningens administrerende direktør, Anne Kaltoft, glæder sig over, at der nu er flere penge til forskning i hjertesygdomme og forebyggende arbejde.

– Vi vil bruge de indsamlede penge til forskning i hjertesygdomme og til at arbejde endnu hårdere på at forebygge hjertesygdomme i Danmark. Fire ud af fem tilfælde af hjertesygdom kan sandsynligvis forebygges, så vi skylder hinanden at gøre alt, hvad vi kan, for at undgå hjertesygdom, siger Anne Kaltoft.

Blandt showets gæster var blandt andre Britt Bendixen, kendt som dommer i “Vild med Dans”, som fortalte om en stor hjerteoperation, hun fik foretaget i 2019.

Desuden blev Michaela Billbo Tanderup hyldet som “Årets Hjerteredder”. Som 14-årig reddede hun sin mors liv.

I 2019 indsamlede Hjerteforeningen lidt over 31,1 million kroner.

/ritzau/