Festglade unge mødes til piratfester under coronaudbrud

Hundredvis af unge mennesker mødtes natten til søndag til en stor organiseret piratfest, hvor de mod betaling kunne feste på et dansegulv med dj og alkoholservering.

Det skriver TV2, der har optagelser fra en fest på Refshaleøen i København.

Derudover har TV2 kendskab til en lang række andre arrangører, der gennem det seneste halve år har holdt piratfester i København, hvor diskoteker og natklubber i samme periode har skullet holde lukket.

Festerne bliver ifølge TV2 holdt på afsides steder. Der har også været piratfester ved blandt andet Amager Fælled og på Sydhavnstippen.

For at deltage i piratfesterne skal man betale et beløb via MobilePay til arrangørerne. Pengene bliver kaldt donationer, men det er i strid med loven, siger Christian Lundblad, der er formand for Indsamlingsnævnet, til TV2.

Hos Horesta, der organiserer natklubber og barer, er man godt klar over, at der bliver holdt den type fester.

– Der er forskellige grupper på Facebook, som man kan finde og melde sig ind i for at finde de her fester. Vi ved, de eksisterer, og at det længe har eksisteret, siger Annette Hyldebrandt, der er chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Horesta, til TV2.

På Facebook er der blandt andet gruppen “Party Lovers Denmark” med over 3200 medlemmer.

Annette Hyldebrandt uddyber til Ritzau, at hun er bekymret over de ulovlige fester.

– Det foregår i ulovlige rammer, hvor der ikke er styr på sikkerheden og er udstedt bevillinger, forsamlingsforbuddet bliver brudt, og der er ikke professionelt personale til stede.

– Samtidig er det paradoksalt, at der er nogle, som skal lukrere økonomisk på, at natklubber og diskoteker er tvangslukket, siger hun.

Politiet er også bekendt med piratfesterne. Københavns Politi oplyser til TV2, at man i det omfang det er muligt, rykker ud til festerne, hvis forsamlingsforbuddet på 100 personer ikke bliver overholdt.

I Folketinget vil Dansk Folkeparti tage piratfesterne op med justitsminister Nick Hækkerup (S).

Partiet mener, at politiet skal have bedre muligheder for at opspore festerne ved at give dem mulighed for at holde øje med lukkede Facebook-grupper.

– Politiet skal have lov til at lure, hvor de her fester bliver afholdt, så man kan være proaktiv og ikke er to skridt bagud, siger retsordfører Peter Skaarup.

– Og dem, der afholder, skal straffes hårdt med bøder. Hvis det er etablerede barer, der holder festerne, skal det koste bevillingen, siger han til Ritzau.

/ritzau/