Færger: Mundbindskrav er fjollet efter juli med fulde færger

De små færgeselskaber i Danmark griner lidt over, at der fra lørdag er kommet krav om, at alle skal bære mundbind i den kollektive transport, herunder på færgerne.

Det siger Lars Hansen, formand for Småøernes Færgeselskaber, der dækker alle ø- og genvejsfærger i Danmark.

– For tre uger siden havde vi sommerpakker, hvor der var stuvende fyldt med turister på færgerne. Vi stod som sild i en tønde. Der havde vi ikke mundbind på, siger han.

Han kalder det bøvlet og synes, det minder om kollektiv afstraffelse, at alle skal bruge mundbind i den offentlige transport fra lørdag. Det er blevet indført, efter at coronasmitten er blusset op i visse byer.

Kravet om at bruge mundbind eller visir i den kollektive trafik kommer, efter at antallet af passagerer om bord på færgerne er dalet igen.

– Lige i øjeblikket har vi ikke et særligt stort tryk på færgerne. For tre uger siden var de propfyldt. Nu er vi tilbage til hverdagen, siger Lars Hansen.

Transportministeriet har tidligere oplyst i en pressemeddelelse, at cirka 83.000 cyklende og gående danskere sejlede gratis med danske færger i juli.

Det svarer til 2600 cyklister og 14.000 gående om dagen.

De gratis færgeture blev indført som en sommerpakke, der skulle få gang i turisme og aktiviteter i Danmark over sommeren i ly af coronakrisen.

Selv om Lars Hansen kalder det fjollet at bruge mundbind, når færgerne er mindre fulde nu end tidligere, følger færgerne reglerne.

Og det er lørdag formiddag gået godt, fortæller formanden.

– Det er gået over alt forventning. Det er i hvert fald de meldinger, jeg har fået. Jeg har endnu ikke hørt om, at der har været folk, som ikke har brugt mundbind, siger han.

Tværtimod har enkelte kontaktet færgeselskaberne, fordi de har haft eksempelvis lungesygdomme, der giver besværet vejrtrækning.

Der er fra Sundhedsstyrelsen ikke noget krav om at de bruger mundbind, og færgeselskaberne har derfor også sagt god for det, oplyser Lars Hansen.

/ritzau/