Endnu en person med corona er død i Danmark

Der er lørdag registreret 112 nye smittetilfælde med corona og et nyt dødsfald, oplyser Statens Serum Institut (SSI). Antal indlagte coronapatienter er fortsat på 22, hvoraf én har brug for en respirator.

I alt er 622 danskere med corona døde. Det er dog ikke sikkert, at coronavirus er den direkte årsag til dødsfaldene.

SSI oplyser, at der nu er over 1,5 millioner danskere, som er blevet testet for corona, siden den første person i Danmark blev testet tilbage i februar.

Fredag var der 71 nye smittetilfælde, hvilket var det laveste i august. Langt de fleste dage i august har tallet været over 100. Altså også igen lørdag.

Det er også lørdag, hvor det er påkrævet at bruge mundbind i al offentlig transport. Det er et tiltag, som skal være med til at holde smitten nede.

/ritzau/