Silkeborg Højskole må lukke efter 15 smittetilfælde

Der er fundet 15 smittetilfælde på Silkeborg Højskole, som derfor holder lukket i en periode.

Det oplyser forstander, Jacob Zakarias Eyermann, til Midtjyllands Avis. Det er 14 elever og en lærer, der er testet positiv for virusset.

Det begyndte med, at en elev og en lærer blev testet positiv, og derfor fik højskolen sat gang i test af samtlige elever og lærere.

– Efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed forsøgte vi i første omgang at isolere og teste de nære kontakter til de smittede, som blev testet to gange.

– Alle andre elever er også blevet testet, men det har ikke været nok til at inddæmme smitten, så derfor lukker vi nu helt ned i en periode, siger Jacob Zakarias Eyermann til Midtjyllands Avis.

Der er 160 elever og lærere på Silkeborg Højskole – herunder en del udenlandske, der ikke har mulighed for at tage hjem. De vil i stedet blive isoleret på skolen.

Højskolen er ikke eneste sted i Silkeborg, der er ramt af smitte med coronavirus.

På Silkeborg Gymnasium, der er landets største med 1500 elever og 180 ansatte, er alle elever sendt hjem efter fem smittetilfælde i denne uge.

Alle elever og lærere er blevet opfordret til at gå i isolation og lade sig teste tirsdag og torsdag i næste uge.

Lukningen gælder fem til 30. august. I mellemtiden vil der være virtuel undervisning.

– Vi er klar over, at dette er et stort indgreb i såvel elevernes som forældrenes dagligdag, men myndighederne har vurderet, at det er et nødvendigt tiltag, skriver rektor Erik Olesen på gymnasiets hjemmeside.

Silkeborg har i løbet af august været på sundhedsmyndighedernes radar, fordi der i en periode har været mere end 20 nye smittede per 100.000 indbyggere, som er grænsen for, hvornår der kommer skærpet fokus på en kommune.

De seneste syv dage er tallet faldet til 13,8 per 100.000 indbyggere.

/ritzau/