Kommuner skal betale påkrævede mundbind på skoleudflugter

Skal folkeskoleelever på udflugt eller bruge den kollektive trafik i forbindelse med undervisningen, skal det fra lørdag ske med mundbind.

Her træder et landsdækkende krav om brugen af mundbind i den kollektive trafik i alle døgnets timer nemlig i kraft.

Det er dog ikke børnene eller deres forældre, der skal betale mundbindene, hvis det er påkrævet i forbindelse med skoleudflugter, men kommunen.

Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet fredag på sin hjemmeside.

– Det følger af folkeskolelovens paragraf 50, stk. 5, at kommunen dækker alle udgifter, hvis afholdelse er en forudsætning for gennemførelsen af ekskursioner.

– Det indebærer, at elever, der er omfattet af krav om brug af mundbind (typisk elever fra 12 år og opefter), vil skulle have stillet mundbind til rådighed vederlagsfrit, hvis eleverne ifølge regler skal bruge mundbind under en ekskursion, lyder det.

Kravet om brugen af mundbind i den kollektive trafik gælder fra lørdag den 22. august og skal være med til at mindske smitten med coronavirus.

Det gælder på alle tidspunkter af døgnet – både for passagerer i busser og metro, men også ved kørsel i for eksempel privat taxa og bus.

Mundbindskravet gælder ikke for børn under 12 år. Det skyldes, at det ikke kan sikres, at mundbindet sidder tæt nok til ansigtet.

For elever i grundskolen, hvor kommunen sørger for transporten mellem hjem og skole, skal kommunen også betale for mundbindene, hvis det er påkrævet.

På hjemmesiden oplyses det også, at den enkelte skolebestyrelse vil kunne beslutte, at eleverne skal bruge mundbind på skolen i frikvartererne.

Det understreges, at der p.t. ikke er en sådan anbefaling fra myndighederne. Men hvis det indføres, vil eleverne også her skulle have stillet mundbind til rådighed gratis.

Omvendt vil der ikke skulle stilles mundbind til rådighed for forældre, hvis det besluttes, at det skal bruges, når elever hentes og bringes til skolen.

/ritzau/