Danmark fraråder ikke-nødvendige rejser til Slovenien

Nye karantænekrav får Danmark til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til Slovenien. Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice fredag eftermiddag på sin hjemmeside.

Den nye rejsevejledning var ventet. Det skyldes, at landet havde varslet en melding om, hvorvidt der skulle indføres indrejserestriktioner for visse lande.

Hjemmekarantænen vil betyde, at man har pligt til at afstå fra unødvendige kontakter i 14 dage fra ankomsten til Slovenien.

Man må kun forlade sin bolig eller opholdssted for at se en læge eller købe mad, medicin og andre essentielle fornødenheder samt i nødsituationer.

Der er dog nogle få undtagelser til kravet om hjemmekarantæne for visse persongrupper, oplyser Udenrigsministeriet.

Torsdag blev Monaco og Finland føjet til listen over steder, som danskerne frarådes at besøge. De er markeret med orange.

For Monaco skyldes det et øget smittetal med coronavirus, mens det for Finland også bunder i indrejserestriktioner.

Også Litauen, Estland, Letland og Island er i løbet af de seneste to uger blevet føjet til listen over lande, Danmark fraråder rejser til.

Spanien er også på den orange liste.

Selv om et land er gult, og Danmark dermed ikke fraråder borgere at rejse dertil, skal man udvise ekstra forsigtighed og respekt for de gældende restriktioner for at forebygge smitte med coronavirus.

/ritzau/