To nye smittede med corona på slagteri i Ringsted

Der er fundet yderligere to nye tilfælde af coronavirus blandt ansatte på Danish Crowns slagteri i Ringsted.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

De to tilfælde er fundet blandt 576 test af ansatte mandag. Derudover mangler der svar på test fra 450 ansatte, som blev foretaget onsdag.

De seneste smittetilfælde ændrer ikke ved, at slagteriet fredag genåbner efter knap to uger uden slagtninger.

– Resultatet af testen i mandags viser med al tydelighed, at det var rigtigt at gennemføre en tredje testrunde, inden vi starter op igen. Nu kan medarbejderne gå sikkert på arbejde, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

– For at gardere os bedst muligt fortsætter testprogrammet i de kommende uger. Der kan stadig dukke nye smittede op i testen fra onsdag, men det er vigtigt at holde sig for øje, at dem, der blev testet onsdag, også blev testet mandag, så jeg føler, at vi er et godt sted, siger han i en pressemeddelelse.

Samlet set er antallet af smittetilfælde på slagteriet oppe på 165, siden det første blev registreret i slutningen af juli. Der er omkring 850 ansatte på slagteriet.

I næste uge vil alle ansatte på slagteriet i Ringsted blive testet to gange. Fremover er det planen at fortsætte med en ugentlig test. Der er ikke sat udløbsdato på den praksis.

Ringsted var i starten af august en af de byer i Danmark med flest smittetilfælde i landet.

Den seneste uge har der kun været tre smittetilfælde, viser tal fra Statens Serum Institut.

Målt per 100.000 indbyggere svarer det til 8,6 smittede den seneste uge, og Ringsted er nu ikke længere blandt de kommuner med højest smitte i landet.

/ritzau/