To Aarhus-skoler vil nødundervise børn efter coronasmitte

To skoler i Aarhus Kommune, Skjoldhøjskolen og Engdalskolen, har søgt om at anvende nødundervisning på grund af smitte med coronavirus og risikoen for yderligere spredning.

Det sker efter et møde torsdag, oplyser Aarhus Kommune. Kommunen beretter om, at de to skoler også får lov til at tage nødundervisningen i brug.

Nødundervisning giver blandt andet giver mulighed for mindre hold, mere afstand og hjemmeundervisning.

Den gælder som udgangspunkt maksimalt i fire uger.

Der er i alt 46 skoler i kommunen.

Under coronakrisen er landets skolebørn i høj grad blevet undervist hjemmefra som et led i nødundervisningen, og efter at de er vendt tilbage, har det været med krav om hygiejne og afstand mellem eleverne.

Men fra 1. august skulle skoler og uddannelsesinstitutioner dog ikke længere undervise efter bestemmelserne om nødundervisning.

Siden har Aarhus Kommune været ramt af stigende smittetal med coronavirus, hvilket har betydet, at også skoler er blevet ramt.

Thomas Medom (SF), rådmand for børn og unge i Aarhus Kommune, siger, at han er glad for, at skolerne har muligheden for nødundervisning.

Et enkelt smittetilfælde på en skole kan have indvirkning på flere hundrede menneskers hverdag.

– Nødundervisningen kan jo tilpasses den enkelte skole, alt efter hvad man har behov for. Man kan gå ned på klasseniveau, men principielt også for en hel skole.

– Vi har jo en situation lige nu, hvor rigtig mange børn er hjemsendt, og en hel del medarbejdere også er hjemme. Vi har set, at børn på mange skoler bliver smittet med corona, og hver gang gør det jo, at mange årgange skal hjem, siger han.

Han siger, at der er en mulighed for, at flere skoler søger om at anvende nødundervisningen.

– Der er behov for at forebygge bedre og få standset mere, siger Thomas Medom.

Da coronakrisen brød ud, blev skolerne lukket ned i midten af marts.

/ritzau/