To Aarhus-skoler vil nødundervise børn efter coronasmitte

To skoler i Aarhus-bydelen Brabrand, Sødalskolen og Engdalskolen, har søgt om at anvende nødundervisning på grund af smitte med coronavirus og risikoen for yderligere spredning.

Det sker efter et møde torsdag, oplyser Aarhus Kommune. Kommunen beretter om, at de to skoler også får lov til at tage nødundervisningen i brug.

Nødundervisning giver blandt andet giver mulighed for mindre hold, mere afstand og hjemmeundervisning.

Den gælder som udgangspunkt maksimalt i fire uger.

Der er i alt 46 skoler i kommunen.

Under coronakrisen er landets skolebørn i høj grad blevet undervist hjemmefra som et led i nødundervisningen, og efter at de er vendt tilbage, har det været med krav om hygiejne og afstand mellem eleverne.

Men fra 1. august skulle skoler og uddannelsesinstitutioner dog ikke længere undervise efter bestemmelserne om nødundervisning.

Siden har Aarhus Kommune været ramt af stigende smittetal med coronavirus, hvilket har betydet, at også skoler er blevet ramt.

Da coronakrisen brød ud, blev skolerne lukket ned i midten af marts.

Der har været forskellige holdninger til nødundervisningen, men ifølge Thomas Gyldal Petersen (S), formand for børne- og undervisningsudvalget i Kommunernes Landsforening, har det ikke udelukkende været en dårlig ting.

– Vi ved allerede fra den normale hverdag, at eksempelvis brug af holddeling – måske endda på tværs af klasser – kan skabe et undervisningsindhold og dynamik, der giver noget andet.

– Det handler så om, at vi skal udnytte den viden inden for de økonomiske vilkår, vi har, sagde Thomas Gyldal Petersen i maj til Fagbladet Folkeskolen.

/ritzau/