Rekordmange unge begynder på efterskole i år

Flere unge er begyndt på efterskole dette skoleår.

30.669 har valgt at tage på en af landet 241 efterskoler. Det er 600 flere elever end sidste år og det højeste antal nogensinde, oplyser Efterskoleforeningen i en pressemeddelelse.

Foreningens formand, Torben Vind Rasmussen, er begejstret over den stigende interesse for efterskolerne.

– Vi er meget glade for, at så mange unge bruger et år på at udvikle sig personligt og fagligt på en efterskole.

– Alle efterskoler gør sig umage for at give eleverne et særligt år med fokus på fællesskab og oplevelser – ikke mindst i denne tid, hvor mange unge lider afsavn på grund af coronavirus, siger han i pressemeddelelsen.

Det er muligt at begynde på visse efterskoler allerede i 8. klasse, men langt hovedparten af eleverne tager 10. klasse på efterskole. Det gør 22.232 i år, svarende til 72 procent af eleverne.

– Det viser, at flere unge prioriterer 10. klasse for blandt andet at fordybe sig og blive bedre rustet til at starte på en ungdomsuddannelse, siger Torben Vind Rasmussen i meddelelsen.

Det er særligt efterskoler i Nordjylland og i Sydøstjylland, der har oplevet en stigning i elevtallet.

/ritzau/