Skybruddene er vokset og rykket til Sjælland

Store dele af Sjælland har onsdag haft skybrud. Flere steder i Nordøstsjælland har sågar haft dobbelt skybrud.

Hørsholm Kommune på Sjælland er det sted, der har målt mest nedbør. De 42,2 millimeter på 30 minutter var næsten nok til at kalde det et tredobbelt skybrud.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på Twitter.

Et skybrud er, når det regner mere end 15 millimeter på en halv time. Et dobbelt skybrud er, når det regner mere end 30 millimeter på en halv time, og et tredobbelt skybrud er mere end 45 millimeter på en halv time.

– Der har stadig været ret varm luft hen over Danmark og en svag sydlig strømning.

– Det betyder, at da vi nåede hen over eftermiddagen, fik vi udløst nogle regn- og tordenbyger. Det startede oppe nord for København, og så drev de stille og roligt op igennem de nordøstsjællandske kommuner, siger vagthavende meteorolog i DMI Trine Pedersen.

– Vi er midt i et vejrskifte, siger hun.

Det er også typisk, at sådan nogle vejrskifter sætter scenen for en masse kraftige byger.

– Vi går fra at have haft det her dejligt varme vejr, til at der begynder at presse sig noget køligere luft ind fra vest.

– Den varme luft kan indeholde rigtig meget vanddamp, og når man så begynder at køle den af, skal alt det her vanddamp komme ud og falde som regn, forklarer Trine Pedersen.

DMI forventer, at bygerne vil aftage fra cirka klokken 19 onsdag aften. Ifølge Trine Pedersen bliver det en tør og klar nat. Men der er altså samtidig gode muligheder for, at regnen vender tilbage i løbet af torsdagen.

DMI oplyser desuden, at det onsdag først på aftenen trækker op til dårligt vejr flere steder i Jylland.

/ritzau/