Myndigheder forlænger coronarestriktioner i Aarhus

Tiltag mod coronavirus i Aarhus Kommune forlænges til 4. september.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag aften.

Det drejer sig blandt andet om anbefalinger om hjemmearbejde i videst muligt omfang, om at mindske trængsel i supermarkeder og andre steder og undgå fysisk fremmøde på uddannelser.

Tiltag i Silkeborg Kommune ophæves muligvis snart. I hvert fald skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, at det går den rigtige vej med smittetallet i kommunen, og fortsætter det, vil restriktioner blive ophævet den 24. august.

Her har man blandt andet givet en anbefaling om at bruge mundbind i supermarkeder og indkøbscentre og opfordring til hjemmearbejde, hvis det kan lade sig gøre.

Begge kommuner var også nogle af de første, hvor der blev indført krav om mundbind. Dette krav vil dog stadig gælde, også i Silkeborg, da det bliver landsdækkende fra lørdag.

/ritzau/