Kulturnatten i København aflyses på grund af corona

Kulturnatten i København bliver ikke til noget i år.

På grund af hele situationen med coronavirusset har arrangørerne valgt at aflyse kulturaftenen, der skulle have fundet sted 9. oktober.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

I mere end 25 år har Kulturnatten været afholdt i København. Det er ifølge arrangørerne en af Københavns mest afholdte og velbesøgte kulturbegivenheder.

Kulturnatten er kendt for, at blandt andet museer, teatre og biblioteker byder publikum til særlige arrangementer.

Det sker ofte med forlængede åbningstider i dagens anledning.

– Efter svære overvejelser har Kulturnatten besluttet at aflyse dette års store kulturaften i København, der skulle have fundet sted den 9. oktober 2020.

– Grundet covid-19, det stigende smittetal i Danmark og de seneste udmeldinger fra myndighederne om håndteringen af dette anser vi det ikke længere som muligt at kunne afvikle aftenen på forsvarlig vis og i Kulturnattens ånd, lyder det i pressemeddelelsen fra arrangøren.

Til næste år er der håb om igen at kunne afholde arrangementet. Arrangørerne håber således, at Kulturnatten igen kan finde sted 15. oktober 2021.

/ritzau/