Yderligere 134 personer er smittet med coronavirus

Der er registreret 134 nye smittede med coronavirus, oplyser Statens Serum Institut.

Antallet af indlagte falder med 2 til 12 personer, fremgår det af opgørelsen, der søndag er lagt på seruminstituttets hjemmeside.

Der er ikke registreret yderligere coronarelaterede dødsfald. Totalt set er 621 personer døde med covid-19.

De 134 nye smittetilfælde skal ses på baggrund af, at yderligere 21.563 personer er testet.

Totalt set har der siden slutningen af februar, da den første coronapatient blev registreret herhjemme, været 15.617 smittede.

Af dem har 13.340 overstået infektionen.

Lørdag blev der meldt om 104 nye smittetilfælde.

Samtidig stod det klart, at der for første gang i fem måneder er nul coronapatienter på landets intensivafdelinger.

/ritzau/