Nattelivskoncern: Diskoteker bliver ikke omdannet til barer

Det er “helt usandsynligt”, at nattelivet vil blive omdannet til restauranter eller barer for at kunne holde åbent i genåbningens fase 4.

Sådan lyder det fra Lars Børsting, som er politisk chef i nattelivskoncernen Rekom, i en skriftlig kommentar.

– Det er helt usandsynligt, at vi kan omdanne natforretninger til aftenforretninger, som der gives mulighed for i den aftale, politikerne indgik i fredags.

– Vores venues (natklubber eller diskoteker, red.) er udviklet og dimensioneret til at fungere på nattelivets præmisser med stående og dansende gæster. Så alle vores natforretninger vil fortsat være lukket, siger han.

Rekom driver flere end 90 diskoteker og natklubber, herunder diskotekerne Heidi’s Bier Bar, Café Guldhornene og A Bar.

Folketingets partier blev fredag aften enige om at forlænge nedlukningen af nattelivet til og med 31. oktober.

Men nattelivet fik en lille håndsrækning.

– Vi vil give mulighed for, at natteliv vil omdannes til barer inden for sundhedsfaglige retningslinjer, så der kan være aktivitet der, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) fredag aften.

Natklubber, der ikke kan omdannes efter retningslinjerne, får således ikke lov til at åbne.

Lars Børsting fra Rekom understreger, at der er et stort behov for, at hjælpepakkerne til nattelivet forlænges, når det ikke er muligt for dem at åbne.

/ritzau/