Endnu en nordjysk minkfarm konstaterer covid-19

Der er fundet smitte med covid-19 på endnu en minkfarm i Nordjylland. Det oplyser Fødevarestyrelsen fredag eftermiddag.

I juni fandt Fødevarestyrelsen ligeledes covid-19 i tre andre nordjyske minkfarme.

Den 30. juni måtte en af ejerne af en minkfarm aflive en besætning på cirka 4200 mink, for at sikre sig at smitten ikke ville brede sig.

Tidligere var 11.000 mink blevet aflivet på en anden farm i Nordjylland.

Besætningen af mink i den nye sag vil ikke blive aflivet.

– For at undgå smitte uden for farmen, er den smittede minkfarm nu underlagt strenge restriktioner. Det betyder blandt andet, at besøgende skal bære en særlig maske, og at man skal gå i bad og vaske sit tøj, efter at man har været inde på farmen, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Hove.

Ud over de skarpe regler for personaleværnemidler, har myndighederne siden juni stillet skrappe krav til omgangen med mink.

Nikolas Hove fortæller, at Fødevarestyrelsen har gået minkfarmens indhegning igennem for at minimere risikoen for, at mink kan slippe ud.

Minkejeren skal ligeledes løbende optælle sine mink for at dokumentere, at ingen er løbet væk.

Med de tiltag, vurderer regeringen, at det er forsvarligt at lade smittede minkbesætninger leve, da risikoen for smittespredning er minimeret.

De mange nordjyske smittetilfælde på minkfarme fik i juni sundhedsmyndighederne til at iværksætte en større undersøgelse af eventuel smitte med covid-19 på minkfarme.

Ved to af de tidligere tilfælde af covid-19-smittede minkfarme viste det sig tilmed, at der var tilknyttede personer, der også var blevet testet positive for sygdommen.

Desuden var der også i et tilfælde registreret smitte af en af ejernes hunde, der gik i nærheden af farmen.

/ritzau/