Dansk Industri vil have testenhed til fødevareindustri

Dansk Industri (DI) ønsker sig en national mobil testenhed dedikeret til fødevarevirksomheder.

– I dag ligger testning jo regionalt.

– Med de her lokale udbrud, vi ser, kan man sagtens forestille sig i fremtiden, at der bliver meget pres på ét område, siger branchedirektør i DI Leif Nielsen.

Der er en række virksomheder, der ikke bare kan lukkes ned som et led i bekæmpelsesstrategien, mener Leif Nielsen.

Her hentyder han blandt andet til plejesektoren, men også fødevareforsyningen.

Hvis der konstateres et smittetilfælde på for eksempel et slagteri, som det for eksempel har været tilfældet med Danish Crown-slagteriet i Ringsted, vil DI gerne have, at der stilles en mobil national testenhed til rådighed. Tanken er, at den skal hjælpe med at teste alle medarbejdere i den berørte produktion.

Det er bedre, end at folk selv skal gå til lægen, mener Leif Nielsen.

– Hvis det drejer sig om 200 medarbejdere, kan der jo gå en vis tid, inden man bliver henvist til testcenteret. Og tid er jo afgørende både for at inddæmme smitten, men også for en produktion, der måske skal lukke ned kortvarigt.

– Det behøver man ikke, hvis man kan få det her testning op at køre hurtigt, siger Leif Nielsen.

/ritzau/