Danmark kan have udledt mere kvælstof og fosfor end beregnet

Fejl i datagrundlaget bag kvælstof- og fosforudledning i havet kan være skyld i, at der gennem det seneste årti er udledt mere kvælstof og fosfor til havet, end de officielle beregninger hidtil har vist.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet fredag i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om nedbørstal fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), som blandt andre Aarhus Universitet bruger i komplekse beregninger.

Beregningerne skal vise, hvor meget kvælstof der bliver skyllet ud i havet. Beregningerne danner desuden grundlag for de danske vandområdeplaner.

Men DMI moderniserede for ti år siden sin målemetode. Det kan ifølge Aarhus Universitet muligvis have ført til fejl.

Det bliver nu undersøgt af Aarhus Universitet, DMI og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus).

De vil således udarbejde en faglig redegørelse til Miljø- og Fødevareministeriet.

Miljøminister Lea Wermelin (S) forventer en hurtig afklaring, lyder det i pressemeddelelsen.

– Usikkerhed om så væsentlige dele af vores miljødata skal vi tage meget alvorligt. Derfor har jeg orienteret Folketinget, selv om der fortsat er mange ubesvarede spørgsmål. Samtidig forventer jeg, at institutionerne hurtigt kommer til bunds i det her, udtaler Lea Wermelin.

Maria Reumert Gjerding, der er præsident for Danmarks Naturfredningsforening, kalder det “dybt alvorligt”, hvis forureningen viser sig at være højere, end man hidtil har troet.

– Det er dybt rystende, at der igen kan sås tvivl om hele datagrundlaget for vores miljøindsats. Det her betyder, at der formentlig er blevet udledt markant mere forurening til vores havnatur og måske endda drikkevand.

– Det er efterhånden sket temmelig mange gange på ganske kort tid, at vi har oplevet fejl i beregningerne. Hvis det her står til troende, så er der behov for en politisk indsats meget hurtigt, siger hun.

Aarhus Universitet, Geus og DMI vil blive indkaldt til et møde om sagen for at beskrive løsninger, og hvordan de vil undgå mulige fejl fremover, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

– Der er ingen tvivl om, at vi skal skrue op for indsatsen for at passe på vores vandmiljø. I det arbejde stoler vi på de tal, vi får fra universiteterne og forskningsinstitutioner.

– Derfor er det meget problematisk, hvis der er fejl i tallene. De ligger til grund for meget af den miljøpolitik, vi fører i forhold til vandløb og vandmiljø, udtaler Lea Wermelin.

/ritzau/