Coronaramte Nyborg får mobil testenhed og hotline

Nyborg Kommune på Fyn er et af de steder, sundhedsmyndighederne har et skærpet fokus på, efter at den og fire andre kommuner har fået flere end 20 smittede med coronavirus per 100.000 indbyggere.

Det får kommunen til at indføre en mobil testenhed og en coronahotline, som bekymrede borgere kan henvende sig på med spørgsmål.

– I samarbejde med Region Syddanmark får vi en mobil testenhed til Nyborg.

– Vi etablerer en hotline, hvor vores borgere, der har spørgsmål eller bekymringer, kan rette henvendelse, siger borgmester Kenneth Muhs (V).

De andre kommuner, sundhedsmyndighederne har skærpet deres fokus på, er Silkeborg, Glostrup, Sorø og Solrød.

Silkeborg er også en af de seks kommuner, hvor myndighederne nu kræver at borgere benytter mundbind, når de rejser med offentlig transport. De andre kommuner er Odder, Horsens, Skanderborg, Favrskov og Aarhus.

/ritzau/