Engelbrecht: presset på den kollektive trafik vil stige

Transportminister Benny Engelbrecht (S) anbefaler på et pressemøde mandag, at man fortsat overholder myndighedernes anbefalinger, når man rejser med den kollektive trafik.

– Nu er ferien slut for de fleste, og presset vil naturligvis også stige i busser, tog og metro
– Der vil være situationer i den kollektive trafik, hvor det er svært at overholde myndighedernes anbefalinger om afstand, og hvor meget præcise regler og vejledninger kommer til kort.

– Derfor er det også vigtigt, at alle bruger deres sunde fornuft, passer på sig selv og ikke mindst passer på medpassagererne, siger han.

Han foreslår, at man rejser uden for myldretiden, hvis det er muligt, eller tager cyklen på kortere strækninger.

Derudover bør man holde afstand og huske den gode håndhygiejne og medbringe håndsprit og vådservietter på rejsen.

– Og så skal arbejdsgiverne hjælpe til ved at muliggøre forskellige arbejdstider, sådan at trængsel og tæthed kan nedbringes mest muligt.

– Kan man ikke holde afstand så tag et mundbind på. Man bør altid have et mundbind med sig på sin rejse, siger transportministeren.

/ritzau/