Red Barnet får millionbeløb til at hjælpe børn i Beirut

Udenrigsministeriet har tildelt Red Barnet 1,2 millioner kroner til at hjælpe børn i Libanon, efter at en eksplosion tirsdag eftermiddag tog livet af mere end 100 mennesker og gjorde op til 300.000 mennesker hjemløse.

Generalsekretær for Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen fortæller, at pengene i første omgang skal gå til mad, husly og genforening af børn og forældre.

– Vores landedirektør vurderer, at det er omkring 100.000 børn, som er hjemløse lige nu, siger hun.

Johanne Schmidt-Nielsen fortæller, at eksplosionen også har skilt mange familier ad.

– Den her eksplosion har også betydet, at mange børn og forældre er blevet adskilt. Vi er nu i gang med at bidrage til, at familier kan genforenes, siger hun.

/ritzau/