Ny data fra SSI: Kontakttallet i Danmark overstiger 1

Kontakttallet i Danmark er oversteget 1, viser ny data fra Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

Kontakttallet, der tidligere blev kaldt smittetrykket, viser, hvor mange hver enkelt smittet med coronavirus giver smitten videre til.

SSI opgør kontakttallet på flere måder. Udregnes det på baggrund af antallet af smittede, er kontakttallet nu på mellem 1,2 og 1,6.

Udregnes tallet derimod på baggrund af antallet af indlagte, lyder kontakttallet på mellem 0,7 og 1,6.

Samtidig viser SSI’s beregninger, at flere og flere kommuner registrerer stigende smittetal.

/ritzau/