SF går imod DSB: Vil have genindført krav om pladsbillet i tog

DSB har onsdag valgt at ophæve kravet om pladsbillet i sine tog, efter at Sundhedsstyrelsen har ændret anbefaling for brugen af mundbind.

Men det er “utidigt” af togselskabet, mener SF’s transportordfører, Anne Valentina Berthelsen.

– Hvis alle havde mundbind på, når de kørte med bus og tog, var kravet om pladsbillet måske overflødigt.

– Men anbefalingen om mundbind er foreløbig kun en anbefaling, og det er indtil videre alt for få danskere, som har taget den til sig, skriver hun på Facebook.

Ifølge Anne Valentina Berthelsen bør der som minimum fortsat være krav om pladsbillet for at sikre afstand i den kollektive transport. Derfor må transportminister Benny Engelbrecht (S) på banen, lyder det.

– Transportministeren må have fat i nakken på DSB.

– Måske vi i virkeligheden burde have krav om både pladsbillet og mundbind i øjeblikket?, skriver transportordføreren på Facebook.

Siden midten af marts har DSB’s kunder skullet skaffe sig en gratis pladsbillet for at rejse med DSB’s InterCity-, InterCityLyn- og regionaltog.

Med det ophævede pladskrav kommer kunderne igen til at skulle betale et sted mellem 10 og 30 kroner, hvis de ønsker en pladsbillet i togene.

Der udstedes ikke længere pladsbilletter til regionaltog.

Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative, stiller sig på Twitter uforstående over for DSB’s beslutning.

– Anbefaling om mundbind blev indført, fordi det i myldretiden kan være svært at holde afstand. Nu fjerner DSB det krav, som sikrer mod overfyldte tog – og som sikrer, at passagererne holder afstand. Hvorfor?
– Derfor spørger jeg nu ministeren om, hvorvidt dette er sundhedsmyndighedernes anbefaling – og hvordan DSB vil sikre mod overfyldte tog, hvor borgerne ikke kan holde afstand, skriver han på Twitter.

DSB’s ændring er kommet, efter at Sundhedsstyrelsen fredag ændrede anbefaling af brugen af mundbind.

Nu er anbefalingen, at der bruges mundbind i den kollektive trafik, når der er trængsel og ikke kan holdes afstand. Den nye anbefaling trådte i kraft lørdag.

DSB oplyser, at selskabets forventning er, at kunderne læner sig op ad myndighedernes anbefaling.

/ritzau/