Ringsted skruer op for antallet af isolationspladser

Ringsted Kommune opretter nye pladser for covid-19-smittede borgere, der har behov for at isolere sig, efter at mindst 79 ansatte på Danish Crowns slagteri i byen er blevet testet positive for covid-19.

Hidtil har Ringsted Kommune blot haft to isolationspladser. Men nu opretter kommunen otte nye pladser til de coronasmittede.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Behovet for isolationspladser kom bag på borgmester Henrik Hvidesten (V).

– Vi må erkende, at vi ikke havde forventet at stå i en situation som denne med et så stort behov for at tilbyde faciliteter til selvisolation, siger han i meddelelsen.

Mange af de ansatte, der er blevet smittet, kommer ifølge Danish Crown fra Polen og andre østlande.

De bor ofte under forhold, hvor det er svært at isolere sig selv i 14 dage, hvis de bliver smittet med covid-19.

De nye isolationspladser bliver indrettet i en gammel villa i Jystrup, som ligger nord for Ringsted.

Her er der plads til, at smittede borgere kan isolere sig fra omverden, hvis de ikke har mulighed for det i deres eget hjem.

/ritzau/