Massiv varme på vej – hedebølge kan ramme dele af landet

Efter at juli blot bød på to meteorologiske sommerdage med temperaturer over 25 grader, kan danskerne nu finde badetøjet og solcremen frem.

Der er nemlig fra torsdag massiv varme på vej mod Danmark. Det kan give hedebølge i Sydjylland, dele af Vestjylland, Lolland og Vestsjælland over weekenden. Det fortæller Mette Zhang, vagthavende meteorolog ved DMI.

– Det skyldes, at vinden og den varme luft primært kommer fra sydlig og østlig retning, og så vil det blive varmest mod vest, da vinden har rejst en del over landet og har kunnet blive godt opvarmet, forklarer hun.

En hedebølge er tre sammenhængende dage, hvor gennemsnittet af de højest registrerede temperaturer overstiger 28 grader.

Mens den mulige hedebølge er regionalt forundt, kan hele landet kan se frem til en varmebølge. Det er tre dage i træk med mindst 25 grader i gennemsnit.

Det er dog ikke kun i weekenden, at danskerne kan se frem til godt vejr. Først torsdag i næste uge er der ifølge Mette Zhang “ugler i mosen”.

– Som det ser ud nu, skal vi nok et stykke hen i næste uge, før temperaturerne falder for alvor. Vi har nogle varme dage i vente, og af dem bliver lørdag nok allervarmest, som det ser ud nu, siger hun.

/ritzau/