Danmarks største bogmesse er blevet aflyst

Bogforum, som er Danmarks største bogmesse, er i det store og hele blevet aflyst, oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at flere store forlag som Gyldendal og Politikens Forlag har meldt afbud til messen af frygt for smitte med coronavirus.

– Vi har lyttet til branchen, taget det til os, og må konstatere, at det ikke er muligt at gennemføre Bogforum på normal vis i år, siger Andreas Norkild Poulsen, der er udstillingsleder for Bogforum, i pressemeddelelsen.

Det er tilsyneladende noget, som forlagene sætter pris på.

– Beslutningen om at udskyde Bogforum til 2021 er helt rigtig, og vi er glade for, at man har lyttet til branchen, siger Gyldendals administrerende direktør, Morten Hesseldahl ifølge pressemeddelelsen.

Direktør for Politikens Forlag Lene Juul stemmer i med Gyldendal.

– Vi vil ikke lægge skjul på lettelsen over, at man vælger at udskyde Bogforum til 2021. Det handler jo i sidste ende om hensynet til både udstillere, publikum og forfattere, siger hun i pressemeddelelsen.

/ritzau/