Yderligere 77 er testet positive for corona i Danmark

Det seneste døgn er der blevet registreret 77 nye smittede med coronavirus i Danmark.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut tirsdag.

Dermed er i alt 14.073 personer blevet konstateret smittet med coronavirus i Danmark, siden virusset brød ud.

Antallet af indlagte med coronavirus ligger tirsdag stabilt på 24.

Tre af de indlagte patienter ligger på intensivafdeling, hvilket er en stigning på en siden mandag. To coronapatienter ligger i respirator.

Der er i løbet af det seneste døgn ikke registreret nogen nye dødsfald blandt de smittede coronapatienter.

Siden coronapandemiens start er i alt 616 personer blevet registreret døde med corona i Danmark.

/ritzau/