Pandemien satte gang i netdating for folk i parforhold

De mange timer på sofaen har tilsyneladende fået folk i faste forhold til at kigge sig om efter andre muligheder, da folk i høj grad skulle blive hjemme under coronapandemien.

Ni procent af mænd i faste parforhold har benyttet sig af datingapps og datinghjemmesider i løbet af coronapandemien, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Syv procent af kvinder i faste parforhold har svaret det samme.

– Hvis man har en fast partner, kan det gå flere veje, når man ryger i lockdown. For nogle mennesker er det blevet rigtig intenst og dejligt, men for andre er det blevet tydeligt, hvis der er noget mislyd ved forholdet.

– Det kan være, man har fået øje på, at man i virkeligheden ikke er specielt gode sammen, siger Sara Skaarup, der er sexolog og klummeskribent for Politiken.

Når det er sagt, siger hun, er det vigtigt at huske på, at flere og flere par laver aftaler om, at det er i orden at kigge efter andre online – både på grund af tidsfordriv og for noget, der kan føre mere med sig.

/ritzau/