Kåre Mølbak anbefaler at standse genåbningen af samfundet

Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut, kan ikke sundhedsfagligt anbefale næste fase af genåbningen af Danmark.

Det siger han til fagbladet Ingeniøren, efter at antallet af bekræftede tilfælde med covid-19 den seneste tid har vist en stigende tendens.

I genåbningens fase 4, der ifølge en politisk aftale skulle begynde “primo august”, er der lagt op til, at spillesteder og natklubber får lov til at åbne.

Partilederne er dog først indbudt til forhandlinger 12. august, og det ser altså ikke ud til, at politikerne når det aftalte tidspunkt.

Til spørgsmålet om, hvad hans faglige vurdering er oven på den seneste tids udvikling, siger Kåre Mølbak til Ingeniøren:
– Jamen den er jo, at det ikke er noget, som jeg kan anbefale sundhedsfagligt, at man går videre med, lyder det.

Videre adspurgt, om genåbningen skal standses her, er svaret klart:
– Ja, siger han til Ingeniøren.

/ritzau/