To ansatte på Vejle Sygehus er smittet med covid-19

To medarbejdere på Vejle Sygehus er testet positive for covid-19. Det skriver Sygehus Lillebælt i en pressemeddelelse.

Den ene er testet positiv onsdag 29. juli, mens den anden er testet positiv i dag, mandag. Ingen af de to har haft direkte patientkontakt.

– Så snart den første medarbejder blev testet positiv, har vi sat gang i en systematisk smitteopsporing i henhold til de gældende retningslinjer, siger Christian Sauvr, der er direktør på Sygehus Lillebælt, i en kommentar.

Kollegaer, der har haft kontakt med de smittede, bliver nu testet. Ingen af de nære kollegaer har haft direkte patientkontakt. Derfor er ingen patienter en del af smitteopsporingen
– Indtil videre er ingen andre medarbejdere testet positive, og for nuværende ser det heller ikke ud til at berøre nogen patienter, lyder det fra direktøren.

Begge de smittede har trænet i sygehusets motionscentre, og derfor lukkes centrene midlertidigt på alle Sygehus Lillebæts tre adresser nu.

Det understreges dog, at det ikke er sikkert, at smitten er sket her.

/ritzau/