Metropassagerer vil have billigere mundbind

På trods af Sundhedsstyrelsens anbefaling var det langt fra alle, der bar mundbind i den københavnske metro mandag morgen.

En af dem, der ikke bar den maske, var Anne Pedersen fra Amager. Hun hæfter sig især ved omkostningerne ved at skifte mundbind så ofte, som myndighederne anbefaler.

– De har jo sagt, at man helst skal bruge et, som man skal skifte hver dag. Det er altså ret mange penge at bruge, siger hun.

Hvis maskerne var billigere og nemmere at få fat på, kunne Anne Pedersen godt finde på at bruge dem, siger hun.

Det er desuden en del af myndighedernes ansvar, at sørge for at alle har adgang til mundbind, mener hun.

– Jeg synes, at når de kommer med en anbefaling og et eller andet sted fortæller folk, hvad de skal gøre, så skal de også være sikre på, at rammerne for det eksisterer, siger hun.

Sundhedsstyrelsen anbefalede fredag, at folk bærer mundbind, når de tager offentlig transport i myldretiden og det ikke er muligt at holde anbefalingen om mindst en meters afstand.

/ritzau/