Fabricius-Bjerre gav interview før sin død – bliver vist på tv

Inden sin død medvirkede Bent Fabricius-Bjerre i et interview med tv-værten Mikael Bertelsen.

Siden har optagelserne været gemt i Det Kongelige Biblioteks arkiv. Men interviewet vil nu blive vist på tv på mandag den 3. august, skriver TV 2.

Bent Fabricus-Bjerres familie oplyste tirsdag, at den 95-årige komponist var død efter et kort sygdomsforløb.

Mikael Bertelsen har lavet interview med danske personligheder, og meningen er, at de først skal vises, efter at hovedpersonen er død.

Det første af de interview bliver altså med Bent Fabricius-Bjerre. Han er blandt andet kendt for de berømte temaer til “Olsen Banden” og “Matador”.

Han startede karrieren allerede i en alder af 17 år, og han har i generationer været en af Danmarks bedst kendte komponister og musikere.

Mikael Bertelsen fortæller om interviewet:

– Bent Fabricius-Bjerre var en af de første, jeg kontaktede, da jeg fik ideen om at gemme samtaler med store personligheder for eftertiden, siger han til TV 2.

– Han svarede hurtigt tilbage, at han synes, det var en “spændende og sjov idé”.

– Han var i tvivl, om hans liv nu også ville få en større betydning for kulturarven, men det var jeg ikke, og under forberedelserne blev jeg taknemmelig og rørt over al den musik og underholdning, han har givet os.

Udsendelsen hedder “Bent Fabricius-Bjerre – Det sidste ord” og vises på TV 2 og på TV 2 Play, hvor TV 2’s programmer kan streames.

/ritzau/