Tidligere brevkasselæge Erik Münster er død – blev 90 år

Den tidligere brevkasselæge Erik Münster er død i en alder af 90 år.

Han sov stille ind mandag i denne uge. Det oplyser familien i en mail.

Erik Münster er nok mest kendt for at være skribenten bag flere bøger og lægebrevkasser i en række danske og nordiske aviser og ugeblade.

I sine brevkasser brugte han sin baggrund som læge med speciale i øre-, hals- og næsesygdomme til at besvare sundhedsmæssige spørgsmål fra danskerne.

Gennem sine skriverier fik Erik Münster også introduceret danskerne til større frisind omkring seksualitet.

Blandt andet understøttede han homoseksuelles ret til at leve, som de ønskede, og han konstaterede tidligt i sit forfatterskab, at homoseksualitet ikke var en sygdom og skulle italesættes som enhver anden form for seksualitet.

Erik Münster efterlader sig Elly, der har været hans hustru gennem 58 år, samt børnene Henrik og Charlotte og fem børnebørn.

/ritzau/