Erik Brandt om vennen Fabricius-Bjerres død: Jeg er så ked af det

Den mangeårige ven til Bent Fabricius-Bjerre, modeskaberen Erik Brandt, fortæller, at han er i dyb sorg, efter at komponisten er død.

Erik Brandt og den knap 20 år ældre Bent Fabricus-Bjerre lærte hinanden at kende, da Erik Brandt var bare 25 år.

Siden har de talt sammen næsten dagligt – også i tiden op til at Bent Fabricius-Bjerre døde.

Ofte mødtes de to på tennisbanen.

– Han var en meget tæt ven til mig. Han var morsom, og jeg tævede ham altid i tennis. Han var med til alle mine fester, og jeg var med til alle hans. Og jeg er så ked af det, siger Erik Brandt.

Bent Fabricius-Bjerre er blandt andet kendt for de berømte temaer til “Olsen Banden” og “Matador”.

Han startede karrieren allerede i en alder af 17 år, og han har i generationer været en af Danmarks bedst kendte komponister og musikere.

Men for Erik Brandt har han mest været en god og hjælpsom ven.

– Jeg er en del yngre, end han er. Men hver gang at der var noget galt, spurgte han, om der var noget, han kunne hjælpe med. Han var sgu’ noget af det sødeste, siger Erik Brandt.

/ritzau/