Første gang i fire år: Flere er optaget på pædagoguddannelsen

Antallet af optagne på landets pædagoguddannelser er steget i år – og det er første gang i fire år.

Det fremgår af tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

4955 bliver tilbudt en plads, hvilket er en stigning på 86 studerende – to procent – fra 2019.

– Det er virkelig godt, at vi har fået vendt minus til plus i optaget til pædagoguddannelsen, som vi også har investeret massivt i.

– Danmark skal være verdens bedste land at være barn i, og derfor har vi brug for endnu flere dygtige pædagoger, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Der er i år slået rekord i antallet af optagne på en videregående uddannelse. 69.526 ansøgere får tirsdag besked om, at de er blevet optaget.

Omvendt får 10.686 kvalificerede ansøgere nej til at starte på det studie, de havde søgt om at komme ind på. Det er en stigning fra sidste år på 2270 – eller 27 procent – ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Det er, selv om Folketinget i juni afsatte penge til at oprette 5000 flere studiepladser i 2020 og 2021 for at imødekomme en stigende efterspørgsel, der følger af udbruddet med coronavirus i Danmark.

500 af de ekstra pladser blev givet til uddannelser såsom pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen, da der er mangel på disse faggrupper på arbejdsmarkedet.

Der er dog stadig ansøgere til de to uddannelser, der er blevet afvist i år.

375 ansøgere til pædagoguddannelsen og 471 ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen får ikke mulighed for at starte i år. Det skyldes ifølge Ane Halsboe-Jørgensen, at der skal være en sammenhæng mellem antallet af nye studerende og antallet af praktikpladser.

– Når vi kan hæve optaget i år og give plads til endnu flere, er det både på grund af den politiske aftale, vi har lavet.

– Men det er også, fordi kommuner, regioner og professionsuddannelser med meget kort varsel satte sig sammen med os og fandt nogle ekstra praktikpladser og åbnede nogle ekstra pladser.

– Det betyder stadig, at ikke alle, der gerne vil være sygeplejerske, kan blive det. Men det betyder, at der er endnu flere i år – at historisk mange kan komme ind – og det glæder jeg mig selvfølgelig over, siger ministeren.

/ritzau/