Kongehuset: Prins Joachim har det godt efter omstændighederne

Prins Joachims tilstand er fortsat stabil, og han har det efter omstændighederne godt.

Det oplyser kongehuset til Ritzau, efter at prinsen er blevet opereret for en blodprop.

– Prins Joachims situation er fortsat stabil. Prinsen kom heldigvis i professionel behandling i tide og har det efter omstændighederne godt, siger Lene Balleby, kongehusets kommunikationschef, i en skriftlig kommentar.

Det var sent fredag aften, at prins Joachim blev indlagt på Universitetshospitalet i Toulouse i Frankrig.

Prinsen blev umiddelbart herefter opereret for en blodprop i hjernen, og lørdag aften meddelte kongehuset, at operationen var vellykket.

Søndag middag er status, at prinsen stadig er indlagt.

– Hvor længe prinsen skal være indlagt, er det for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Lene Balleby.

Det er ikke mere end et par dage siden, at prins Joachims familie fejrede prins Felix, som fyldte 18 år den 22. juli. Han blev fejret på dronningens vinslot, Château de Cayx , i Frankrig.

Familien var stadig på ferie på Château de Cayx, da prins Joachim blev indlagt fredag.

51-årige prins Joachim valgte sidste år at flytte til Frankrig, hvor han begyndte på den højest rangerede lederuddannelse i det franske militær ved militærakademiet Ecolé Militaire – som den første dansker nogensinde.

Nyheden om prinsens operation har fået både kendte og almindelige borgere til at sende ønsker om god bedring til prins Joachim.

/ritzau/