Yderligere en død med corona torsdag

Antallet af personer, der er indlagt med coronavirus i Danmark, er steget torsdag. Samtidig er der registreret yderligere et dødsfald, der relateres til coronavirus.

Det viser de tal fra Statens Serum Institut, der er offentliggjort torsdag klokken 14.

I alt er 19 indlagt med smitten, hvoraf tre ligger på intensiv. Med det senest registrerede dødsfald er det samlede dødstal i Danmark på 612.

Tallet for nye personer, der er bekræftet smittet, var torsdag 42.

Der har den seneste tid været fokus på, at antallet af bekræftet smittede er steget uge for uge.

I uge 27 var der gennemsnitligt 18 flere bekræftet smittet hver dag. Ugen efter var tallet 24, og i sidste uge blev der gennemsnitligt bekræftet 34 nye smittede dagligt.

Gennemsnittet for tirsdag, onsdag og torsdag denne uge er 43.

– Stigningen viser, at virus stadig er her, og at vi ikke må glemme at holde afstand og være opmærksom på god håndhygiejne, selv om det er sommerferie, skrev Tyra Grove Krause, afdelingschef og overlæge på Statens Serum Institut, onsdag.

/ritzau/