Borgmester og rådmand vil lade omstridt dokumentar blive vist

Fra mandag den 27. juli skal der ikke længere være et forbud mod, at TV2 viser en omstridt dokumentar fra et plejehjem i Aarhus.

Sådan lyder indstillingen mandag fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for sundhed og omsorg Jette Skive (DF) i Aarhus Kommune.

I dokumentaren er der brugt skjulte optagelser på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

Blandt andet kan man se, at en 90-årig dement kvinde bliver hejst op i en sengelift over sin seng, fordi personalet ønsker, at hun skal lave afføring på en ble på sengen.

Flere gange siger hun av, hun siger til de ansatte, at de skal holde op, og hun beder om lov til at komme ned at ligge i stedet.

Der er tale om svigt, mener Jacob Bundsgaard og Jette Skive.

– Vi kan alle se, at beboeren bliver udsat for omsorgssvigt, men ifølge loven skal kommunen beskytte beboeren mod krænkelser gennem skjulte optagelser.

– Vi har som kommune en handlepligt, og som myndighed har vi handlet og fulgt loven. Landsretten har dog ikke forholdt sig til, hvorledes Aarhus Kommune skal opfylde sin handlepligt. Derfor trækker vi nu forbuddet, siger de i en udtalelse på kommunens hjemmeside.

Både by- og landsret har tidligere godkendt fogedforbuddet, der forbyder TV2 at vise dokumentaren, som Ekstra Bladet dog senere har vist klip fra.

Det er det forbud, som borgmesteren og rådmanden indstiller til at droppes, efter at der er kommet en ny vurdering af sagen fra Juridisk Afdeling i kommune.

I den konkluderes det, at kommunen lovligt kan ophæve forbuddet helt eller delvist mod at vise dokumentaren.

Der står i notatet ifølge kommunen, at det nu er op til TV2, om de skjulte optagelser skal vises.

Både indstillingen og det nye notat skal torsdag drøftes på et møde i Magistraten.

Kommunen sender indstillingen og notatet til Ankestyrelsen, der kan underkende beslutningen, hvis den finder den ulovlig.

/ritzau/