Danmark fjernes fra islandsk risikoliste torsdag

Island fjerner fra torsdag Danmark fra sin liste over højrisikolande.

Det oplyser islands regering i en pressemeddelelse.

Det betyder, at danskere, der rejser til Island, slipper for at skulle tage en test for coronavirus ved indrejse.

Også Finland, Tyskland og Norge fjernes fra listen.

Det gælder dog kun, hvis rejsende fra de fire lande ikke har besøgt et højrisikoland i de foregående 14 dage.

Siden 15. juni har Island haft et krav om, at man enten går i 14 dages karantæne ved ankomst eller tager en coronatest, hvis man kommer fra et højrisikoland.

Island har testet 36.738 personer i perioden siden 15. juni. I alt har man fundet 84 positive test.

/ritzau/