Afpresning og bandevold tvinger udsatte i Odense under jorden

Bandelignende grupperinger, der slås om narkomarkedet i Odense, presser misbrugere og hjemløse i byen.

Det oplyser den frivillige organisation Projekt Husvild, som hjælper udsatte borgere, til DR.

Problemerne er så store, at fem udsatte den seneste tid har været nødt til at gå under jorden af frygt for deres liv, skriver DR.

De udsatte borgere er blandt andet blevet hvervet til at sælge stoffer ufrivilligt. De har også modtaget trusler og er blevet udsat for vold.

Ifølge Isabella Mittelstein, som er stifter af Projekt Husvild, har der også været episoder med personer, der har fået klippet fingre af.

Situationen er så alvorlig, at flere lokalpolitikere ifølge DR vil have borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til at afbryde sommerferien og handle.

Isabella Mittelstein kritiserer politiet for ikke at gøre nok. Den kritik afviser Per Sterobo, der er leder af Civilpatruljen hos Fyns Politi, overfor DR.

– Problemet er, at vi ikke alle får anmeldelserne fra de borgere, som er udsatte. Vi skal selvfølgelig have anmeldelserne, ellers har vi ikke en chance for at beskytte dem, siger han til mediet.

Han forklarer, at politiet dog har fået flere anmeldelser den seneste tid. Odense Kommunes medarbejdere har også kontaktet politiet og bekræftet billedet.

Ifølge DR har der ikke officielt eksisteret bander på Fyn siden 2017. Her nedlagde banden Black Army sig selv.

Men de tidligere bandemedlemmer opererer altså stadig, lyder det fra Projekt Husvild og de hjemløse.

– Det handler om, at rockerne vil overtage markedet for salg af narkotika på gaden, siger Per Sterobo til DR.

/ritzau/