Aarhus-rådmand vil ikke anmelde avis for forbudte optagelser

Der er ikke en politianmeldelse af Ekstra Bladet på vej fra Aarhus Kommunes ældrerådmand, Jette Skive (DF).

Det siger hun, efter at Ekstra Bladet mandag aften har bragt skjulte optagelser fra et aarhusiansk plejehjem, som TV2 havde fået forbud mod at vise.

– Det jeg siger nu, er, at jeg agter ikke at gøre det. For landsretten har talt. TV2 må ikke vise dem, siger hun.

Optagelserne viser episoder, som eksperter, TV2 og Ekstra Bladet har talt med, betegner som omsorgssvigt og nedværdigende behandling.

Her ses en demensramt kvinde, der blandt andet hænger syv minutter i en lift, mens personalet forsøger at få hende til at presse afføring ud i en ble, der ligger på sengen.

Det sker, til trods for at kvinden flere gange siger, at det gør ondt.

Landsretten har forbudt TV2 at bruge optagelserne, da det vurderes, at kvinden ikke er i stand til at give samtykke.

Hendes syv børn og barnebarn, der er værge, har dog ønsket, at optagelserne, der er gennemført over 16 dage i efteråret 2019, skulle frem.

Jette Skive fortæller, at hun har hele tiden har villet vise de her klip frem.

– Men jeg har jo en forpligtelse, som jeg har gentaget mange gange. Den forpligtelse har jeg levet op til, siger hun.

– Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke gerne ville have vist de her billeder. Det (politianmeldelse, red.) må myndighederne tage sig af.

– Jeg er ikke jurist, og det er juristeri, det drejer sig om nu. Så det vil jeg simpelthen ikke ind i, siger rådmanden.

Spørgsmål: Er der så noget embedsværk i kommunen, som kigger på, om der skal lægges en sag an?
– Jeg går ikke ud fra, at vi gør noget ud af det fra Aarhus Kommune. Det må være en myndighedssag, siger Jette Skive.

Det var Aarhus Kommune, som fik nedlagt forbuddet – først i byretten og siden i landsretten.

/ritzau/