Smittetal i Hjørring falder til niveau som andre kommuner

Antallet af nye smittede med coronavirus falder i Hjørring.

Derfor ophæves de midlertidige restriktioner, der blev iværksat, da smitten brød ud på et plejehjem, gradvist.

Det skriver Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.

– Der er således ikke en større risiko ved at gå på stranden i Løkken end ved at gå en tur på Strøget i København, siger kommunaldirektør Tommy Christiansen i meddelelsen.

Det betyder, at der i næste uge vil blive muligt at besøge beboere på ældrecentrene i kommunen udendørs.

Restriktionerne på plejehjemmet Vendelbocenteret, hvor flere blev smittet, opretholdes dog fortsat.

/ritzau/