Teknikproblemer får DSB til at fjerne krav om pladsbillet

DSB suspenderer kravet om pladsbillet, som gælder i fjern- og nationaltog.

Det sker på grund af tekniske problemer med selskabets salgssystemer, siger Tony Bispeskov, informationschef ved DSB.

Som passager skal man stadig finde et ledigt sæde i toget, da man ikke må stå op i regionaltog, intercity- og lyntog.

– Selv om man ikke har en pladsbillet, skal man sætte sig ned. Og hvis toget er fyldt, og der ikke er flere ledige sæder, er man nødt til at vente til det næste tog.

– Det er for at overholde myndighedernes anbefalinger om at holde afstand, siger Tony Bispeskov.

Han kan ikke sige, hvornår DSB får salgssystemerne til at fungere som vanligt.

Problemet med DSBs salgssystem opstod onsdag eftermiddag.

/ritzau/