Skuffede børnefamiliers sommerfuglelarver stoppes i tolden

Fødevarestyrelsen har de seneste uger fået flere end 200 henvendelser fra frustrerede danskere, der mangler de sommerfuglelarver, de har bestilt.

Forklaringen er, at larverne er blevet standset i tolden.

De lever nemlig ikke op til de krav, der stilles ved indførsel af levende dyr.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Larverne bliver stoppet i tolden, fordi der ikke er de nødvendige importpapirer på dem.

Mange af henvendelserne kommer fra børnefamilier og sommerfugleentusiaster.

Interessen hos sommerfuglekøberne ligger i at passe på de små larver og gøre dem flyveklare og beskue den proces fra nærmeste hold, oplyser Fødevarestyrelsen.

En sommerfugl gennemgår nemlig fire meget forskellige stadier i sit liv.

Først et, hvor den er et æg, så bliver den til en larve, dernæst bliver den til en puppe, og til sidst kan den fuldt voksne sommerfugl brede sine vinger.

Men man skal sikre sig, at larverne bliver sendt af en virksomhed med godkendt certifikat.

– Der er i øjeblikket ingen, der har et certifikat. Så det, vi gør, er, at vi afliver sommerfuglelarverne, fordi vi ikke kan tillade, at de kommer ind.

– Men jeg kan godt forstå fascinationen af dem og af at se den udvikling, naturen sørger for, hvor man går fra larve til puppe og pludselig klækker ud til en sommerfugl, siger Tim Petersen, der er dyrlæge og sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

Opfordringen fra Fødevarestyrelsen lyder på, at sommerfugleinteresserede danskere sætter sig grundigt ind i reglerne, før de bestiller sommerfuglelarver.

De små insekter bliver sjældnere i den danske natur.

Flere sommerfuglearter er i fare for at uddø. Det skyldes blandt andet, at der bruges for meget sprøjtegift og gødning.

/ritzau/